Er der virkelig ikke noget at se? (lydkunst)

Udgivet den 20. april 2015 af Maja Gry Brøns på DIASkunsthal.dk. Dette værende et samarbejde mellem Auditiv Kultur KU og DIAS/Vallensbæk station i forbindelse med produktionen af forskellige lydkunstværker til udstillingen Brief Encounters, som går til og med 7. juni 2015.

En ven af mig - Molli Marcussen – introducerede mig for sit hjemmegjorte begreb “Sonisk Upcykling” og jeg faldt pladask for det, da det indeholder så megen “tagen stilling til verden”, at man på det nærmeste kunne kalde det for en ideologi på linie med feminisme, økologi og socialisme (Ja, vi er vist ude i noget venstreorienteret!).

Konceptet går i al sin simpelthed ud på at anerkende det lydmateriale, man har i hænderne, og få det bedste ud af det. Ikke noget med at falde i staver over “fejl” og mangler, for de begreber findes slet ikke her. Til gengæld må man tage de skævheder, som er indlejret i materialet og forskønne dem, løfte dem op og hjælpe dem på vej. Det er ren og skær humanisme overført til lyd! Jeg er i hvert fald solgt! Samme ideologi oplever man iøvrigt inden for støjrock, glitch og Musique Concrete, men måske er tiden kommet til at opdatere begreberne, så vi kan overføre konceptet til en moderne virkelighed med en udpræget usund perfektionisme og en brug-og-smid-væk-kultur, som i høj grad også gør sig gældende i kunst-og musikbranchen?

"Hvad ser du, når du kigger ud?"

Sammen med Louise Tandrup Esbensen og Rikke Sabrina Jensen har jeg lavet lydværket “Hvad ser du, når du kigger ud?”, hvis udgangspunkt var selvsamme ideologi, men med afsæt i synet, hvorfor man passende kunne kalde vores værk en blanding af “Sonisk og “Visuel Upcykling”. Grundlæggende er værket et modsvar til tendensen: kom hurtigst muligt videre! Dette gælder både i forhold til at omfavne stationens lyde (at upcykle dem), men helt konkret i værket: At benytte Vallensbæk Stations mulighedspotentiale, dens “befolkning” og en panoramaudsigt fra trappeopgangen, som man almindeligvis ikke prioriterer at dvæle ved. For kan det passe, at “Der er ikke noget at se”, som en ung Vallensbækianer f.eks. udtalte foran vinduet, eller handler det vitterligt om øjnene, der ser? (Ja! Den var retorisk!) Man kan jo så vælge at give ham ret eller at lade være, men som udgangspunkt er udtalelsen vel forkert, da der altid vil være “noget” at se – uanset hvor, man ser hen.

Så… Har vi presset citronen med dette lydværk og gjort noget dybt ordinært sensationelt á la en gammel madpakke kørt igennem et instagramfilter? Ikke i min optik, men dér vil jeg vende blikket mod det faktum, at alle sanser kræver nærvær, hvis det de perciperer skal fungere lindrende, pirrende og “groundshaking” på os. Og det fornøjelige ved vores værk er faktisk, at sanserne her optimerer hinanden, idet værket er situationelt forankret og ørerne “lænket” til væggen med et kabel, så syn og lyd går hånd i hanke.

Værket inviterer til et møde med en fremmed, som ligeså kan placeresine høretelefoner i brikken på væggen, men hvorvidt denne traditionelt meget private intimsfære i stationens rum reelt vil blive brudt er tvivlsom. Forhåbentlig kan de to indgange i hvert fald symboliseremødet og en vigtig “pause” på stationen som transitområde, såvel som i vores liv som hele.

For lige at vende tilbage til den soniske upcykling, så vil jeg pointere at vores værk rent stilistisk primært er inspireret af alternativ og dagdrømmende musik og dokumentarkunst, hvor vi har benyttet reallyde som instrumentale virkemidler. Blandt andet har vi benyttet en optagelse med “for meget” støj og vind, som et katharsis-element over værkets midte, som lydligt vasker tavlen rent og giver plads til et roligt momentum i værkets slutning. Derudover har vi samplet rejsekortets check-ind-signatur-lyd, så den både optræder som en spacey synthesizer værket igennem og som et behageligt skurende orgel under før nævnte momentumsoutro. For lige at dvæle ved netop denne “orgellyd”, så har den netop pga. dens reallyds-væsen nogle indlejrede medlyde, som for det første er opstået ud fra et tilfældighedsprincip, og som for det andet er årsag til, at lyden som hele er støvet, rustik og kælen. Detaljerigdommen ville altså ikke være opstået i samme grad, hvis lyden var genereret syntetisk.

 Det er dog ikke et mål i sig selv, at “Hvad ser du, når du kigger ud” skal være upoleret, for værket har ved gud været igennem grundig programmering i Logic og Ableton, hvor vi på bedste vis har optimeret, bearbejdet og udglattet, hvad vi kunne. Selvklart! Værket er stilistisk ufarligt og venligt i forhold til støj-lydkunst, som den er mest, men vi har eksempelvis været bevidste om det faktum, at tyggegummismasken fra kinden på et kvindeligt interviewoffer – død og pine – ikke skulle equalizes væk. Den rå virkelighed er jo charmerende netop fordi den er uforudset og uperfekt. Og med en håndfuld tryllestøv, en stor saks og adskillige kopper kaffe, har vi gjort vores til at gøre disse visuelle såvel som auditive virkeligheder endnu mere magiske og let spiselige. Bon apetit og god rejse!

Udstillingen “Brief Encounters” er at finde i DIAS kunsthal på Vallensbæk Station til og med d. 7. juni. Husk høretelefoner!