Er politisk kunst usexet? (Debat)

Søren Ulrik Thomsen og Adam Holm i Skuespilhuset d. 28. april 2015 om problematikker, hvad angår sammensmeltningen af kunst, religion og politik bl.a. i relation til Yahya Hassan og Klaus Rifbjerg.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Første tankebobbel: Det er vel ikke nødvendigt at være lige så eksplicit som Røde Mor i sin tilgang til sangskrivningens retorik. Man burde da indirekte kunne appellere til en sanselighed, som trækker linier til en grøn ideologi og en humanisme, som ligger uden for de politiske kategorier? Er det egentlig ikke også derfor, at den politiske kunst er problematisk? Lige så snart man for alvor bliver konkret, så risikerer man, at man ikke appelerer lige så bredt med sin kunst, som man kunne ønske. Og så bevæger man sig iøvrigt ind på et emne, som Søren Ulrik Thomsen ganske rigtigt sætter streg under, er både usexet og upoetisk at skrive om - medmindre man er en hund for procentsatser og paragraffer. Dér kunne den Soniske Upcykling (læs tidligere indlæg) i stedet være en måde, hvorpå man kunne "show and not tell".

Anden tankebobbel: Politisk kunst har tendens til at være fingerpegende, hvilket få har behov for at underholde sig med - medmindre de er enige. Så i stedet for at repræsentere sanseligheden, være indbydende og medrivende, så kan politisk kunst udi sangskrivningen tendere til en eftersidning. Og præcis det er der alligevel få, der kan leve af at udstede i dag. Min pointe er nok langt hen af vejen den samme som SUT's, men samtidig er jeg lykkelig over, at Røde Mors velplacerede humoristiske rusketur af et sangskriverprojekt eksisterer/eksisterede. At jeg i længden ikke føler, at det giver mig det, som jeg ellers normalt opsøger i musik er så noget andet (Jeg kan f.eks. ikke høre det igen og igen). I den forstand kan man måske sætte en meget tydelig streg imellem den humoristisk-politiske sangskrivning som underholdning og den øvrige som: kunst for kunstens skyld?

Tredje tankebobbel: Er dansken i virkeligheden en person, der ikke kan håndtere politisk korrekthed/pegen-fingren, når den bliver serveret uden selvironi og den vanlige tørre humor á la Niels Hausgaard, TV2 og Kim Larsen? Efter en fantastisk koncert med Folkeklubben på Spot Festival i Århus, var der faktisk ikke så få brikker, der faldt på plads i forhold til den helt særlige danskhed, som bliver repræsenteret via den "folkelige" sangskrivning. Foruden at være blevet kogt i en vittighedsgryde, så er sangskrivningen antiautoritær, fanden-i-voldsk, demokratisk og poetisk, hvilket jeg ved selvsyn fik bekræftet er en cocktail, som crowd-pleaser uden lige: Salen var kogende, da Folkeklubben forlod deres sideflanker på scenen og som et andet håndboldhold slog halvcirkel om midtermikrofonen og gjaldede: "Fedterøv, uhuhu, fedterøv. Du har hus og friværdi. Du går i byen med elleve kroner - kommer hjem med ti". Jeg vil indrømme, at jeg selv blev meget rørt af deres direkte karakteristikker af folk og fæ fra det danske land, og så var det uendeligt befriende at opleve et band, som var inkluderende frem for uopnåeligt, uforståeligt, uomgåeligt kunstner-wierd. Jeg var med, vi var med, salen var én organisme, fordi sangskrivningens subjekt var et "vi"! Et "vi" der langt fra var sexet (for at vende tilbage til overskriften), men som appelerede til en helt anden kropslighed, som fik kroppen til at give sig hen til samhørighed. Egentlig også en væsentlig del af sanselighedens væsen. Tak til Folkeklubben og Roger over and out!