torsdag den 5. juli 2018

“Jeg føler mig mere hel om natten” // Natlyst // Interview

Bandkollektivet Natlyst var sanger og sangskriver Amanda Drews musikalske redningsvest ud af depression og angst. Nu er hun og bandet klar med en koncert på Copenhagen Jazzfestival og et fuldt album til november.

“Ceci n’est pas un chapeau” er graveret ind i armen på Amanda Drew. Og det selv om linien ganske vist står under dét, man som ikke-fan af “Le Petit Prince” kunne forveksle med en brun “chapeau” (altså "en hat"). “Den symboliserer, at alting ikke altid er, hvad man tror, det er. Det havde jeg et behov for at stemple ind i min krop, fordi jeg følte mig meget svigtet i den periode. Jeg havde troet, at noget var, som det ikke var.”









Alt det øjet ikke ser: En elefant i kæften på en slange, en ung pige der efter en række overgreb forsvinder ind i dyb angst og depression. Det sted hvor lysten til liv er til forhandling, og jagten på en-hvilken-som-helst lyst er sat i gang. På det tidspunkt har Amanda Drew hverken lyst til kæresten, vennerne eller isolation. Reelt har hun lyst til at forsvinde. Fra depressionens lavpunkt i oktober 17 skriver Amanda sangen Jeg har lyst med linier som: “Jeg har lyst til at tordne over dig som et skybrud” og “Jeg har lyst til at lokke dig med ned i dybet med sirenesang”. Linierne fungerer som abstrakte mantraer op ad dybet og ind i en varm omfavnelse af Amandas bandkollektiv, Natlyst.


Natlyst er et 11-mand stort århusiansk orkester, der i fællesskab arrangerer Amanda Drews sange. I musikkens fælles krop rummer Natlyst et universelt menneskeligt mørke såvel som kærligheden. Bandet sætter Amanda fri. “Man har brug for et fællesskab til at komme ud af sådan nogle ting”, siger hun til forbilledlig efterligning. Jeg spørger lidt mere ind til intentionerne i teksten Jeg har lyst: “Jeg ved ikke, om det var tanken på det tidspunkt at gøre følelserne kollektive. Jeg ønskede ikke for nogen at have det, som jeg havde det. Jeg tror det handler om støtte, og så handler det jo også om omsorg. Altså, jeg tror ikke, jeg ville have det så godt, som jeg har det i dag uden Natlyst.”  


Det kommende album med deadline i november, beskriver hun da også som selvterapeutisk. Nummeret Jeg har lyst bliver den første musikvideo-kandidat på pladen, og tre kvinder venter faktisk på, at hun vender tilbage fra vores telefoninterview, for de skal hjælpe hende med at eje sin egen krop: “Den kommer til at handle om mig, og det er også meget skrøbeligt, for jeg har aldrig haft det særligt godt i min krop - eller jo, da jeg var barn, havde jeg det super - men så snart, at folk begyndte at tage ejerskab over min krop, eller forsøgte det, så er den blevet meget mindre min. Så for mig er det også et personligt projekt om at tage min krop tilbage. Og ligesom vise hele verden, at den er min.” 


Behovet for at være kvinde i egen krop drev i sommeren 2017 Amanda til at skrive en kronik til Information om sine overgreb: Mine såkaldte Blow-job-læber bad aldrig om voldtægten. Heri claimer Amanda retten til at være voldtægtsoffer, frem for mandelokker, og så opfordrer hun andre kvinder til ikke at tillade sig selv at vende krænkelserne indad. Det hjælper nemlig Amanda at dele ud: “Det var mine oplevelser, og det var sådan her det foregik, og det var ikke i orden. Jeg har det meget bedre med, at alting er ude i verden, end at det skulle være en hemmelighed, som jeg havde med mine overgrebsmænd.”

Kronikken blev delt på facebook, hvorefter Amanda oplevede enorm opbakning fra alle kanter: “Alle mulige bekendte kom til mig og sagde, at de syntes, at det var stærkt skrevet, og at de var imponerede over det. Og sådan...meget støttende. Men det var også meget voldsomt, fordi jeg stadig var meget deprimeret og meget angst. Men det var så befriende, at det kunne være en del af mig. At jeg kunne tage den del af mig på mig.”

Jeg glemmer helt at spørge ind til musikken i min samtale med Amanda, for hendes historie resonerer også i mig. Som den sikkert gør i alle kvinder, tænker jeg. Men for søren, Natlyst spiller jo på Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen på lørdag d. 7.7, og Amanda fortæller, at de eksperimenterer med et nyt format: “Ja vi glæder os! Vi har delt bandet op i to forskellige konstellationer til at starte med, og så samles vi til det rigtige Natlyst i 3. sæt. Og begge de to konstellationer glæder sig sindssygt meget til at høre hinanden spille”. 

Udover at samles om Amandas sange, samles Natlyst om lysten til at eksperimentere med natlige stemninger: “Ja, det er jo meget mørk musik - som natten, men jeg tror også at grunden til, at det er så mørkt alt sammen, det er fordi vi har brug for plads til at udtrykke det. Det føles som en frihed, at det kan være så mørkt.” Amanda fortæller, at hun selv føler sig mere hel om natten. Der er plads til ærligheden, og så er natten smuk og fuld af dragende og forskruede forventninger, der sætter poesien fri: “Det er dér, jeg skriver bedst, synes jeg. Jeg føler mig helt klart mest kreativ og i mit kunstneriske jeg om natten. Jeg føler mig mere i dvale om dagen. Men jeg føler også negative følelser mere om natten, tror jeg. Sådan sorg og angst.” 

Man aner, at natten ikke kun er et trygt fortættet mørke, hvor Amandas tekster får lov til at flette sig ud af tankespindet. Amanda beskriver natten som det sted, hvor hendes kvindelige seksualitet og personlige frigørelse tidligere har haft sit største potentiale. Et potentiale, der har fået nogle grimme skrammer: “Det handler meget for mig om at være låst fast i en idé om, hvordan man er kvinde. Jeg tror, at jeg har skulle kæmpe meget med min ret til at have lyst og min ret til at kunne gøre ting. Og have en seksualitet uden at skulle skamme mig over det. Men jeg har på en måde kommet til at tabe selve lysten i den kamp, fordi det har været så vigtigt for mig, at det skulle være noget, jeg kunne gøre.” 

Jeg vender tilbage til den kærlighed, som Amanda oplever i Natlyst: “Natlyst er jo også mine venner. Og vi er hinandens venner. Og det er dem, jeg går til med de her følelser. Og derfor er de også et sindssygt fundament at have med sådan nogle svære ting. Og de har ligesom bare stået i ryggen af mig og bakket op om det.” Jeg er ret imponeret over Natlyst-konceptet og forstår, at kærligheden i bandet handler om, at man ikke kun tager plads, men også giver plads til hinanden. Og jeg føler mig inkluderet, når Amanda afslutter med: “Nu er vi også kommet ind på nogle ting, som jeg ikke har snakket med nogen om før. Andet end venner fra Natlyst.” Jeg tror du vil føle som jeg - nu på lørdag under Copenhagen Jazzfestival!

Natlyst @ Karens Minde Kulturhus d. 7.7 i Sydhavnen kl. 19.00




A world of disconnectivity and potential SUPAPAWA: Thoughts on "A Tale for the Time Being" (2015) by Ruth Ozeki


Have you ever tried to fight a wave?”. That's the question our main character Naoko gets from her great grandmother in ”A Tale for the Time Being” by Ruth Ozeki. The two of them are watching the sea standing side by side. Naoko is a sixteen year old japaneese school girl with a rather dark everyday life situation. That, until she becomes part of her 104 year-old buddhist great grandmothers monestry during a summerholiday.

The story being told is a transpasific tale á la magical realism, where disconnection is a central part of the main characters ambiguous lives and platforms of communication. The perspective shifts between Nao and the 40-50 year old writer Ruth, who finds Nao's diary, some old letters and a kamikazi-watch inside a lunchbox in a plasticbag on the beach. Ruth lives in a remote island in Canada with her husband after having lived her entire life in New York, and she suspects that Nao's story might have been brought to her by the tsunami.

So this is Ozeki's setting to deal with a broad pallette of modern issues such as: climate changes, suicide, internet bullying, remote lifestyles and digitalisation of war. On top of that Ruth Ozeki delicately explores which space the buddhist traditions have in a modern society; in the forever accelerating new. I'll dig more into that later on.

As the title reveals, the book deals a great deal with time. The execution of this theme is so amazingly put narratively, because time itself becomes as hackable as the internet. In the end of the novelle the last pages in Nao's diary are suddenly ”deleted” and then reappears, which is presented parallely with the knowledge of a software developed by Nao's dad to protect Nao. The software can delete information (and thereby traces of internet bullying) on the internet. Furthermore the very diary Nao's been writing in, has from the beginning been a hacked piece made out of Marcel Proust's ”A la reverche du temps perdu”: "In search of the lost time". And to Nao the diary most certainly becomes the outlet for her longing back in time to California and Sunnyvale, where she grew up. A time she links with a ”lost identity”. In the same time the diary put forth ”a coming of age”-process, where Nao explores her buddhist great grandmother Jiko's attitude to life - a potential ”new identity” - and the story of Jiko's son Haruki#1, whom she lost, when he was a young kamikazi-pilot – ironically - in the second world war against the US. In a sense Nao explores the time lost, because she needs someone within her own family to be her hero, when her father fails: A fatherfigure who's upsest with committing suicide as a way of ending ”time”, but when the two of them finally dig into their uncle's history together they luckily catch up on time - aswell as their own relation and both of their lifewills are reestablished; reconnected so to say. Daughter and father too.

In a sense the historical level is the vertical level of time that the book explores, but the novelle is also devided into the two maincharacters' Naoko and Ruth's different worlds that might be seen as the more horisontal level (that is nonetheless still staggered timewise) exploring parallel ways of living. Ruth though gets to travel in time without even noticing – while reading, the vertical becomes parallel, but when Ruth finds and reads Naoki's diary on a beachside, Nao is around 10 years from being that 16 year old girl, that Ruth so lively wants to safe (from comitting suicide and so on...). In that sense Ruth's reading is a timecapsel and a disconnection from her actual life and a 1-1-experience of time. This is similar for Naoko, who also disconnects from the real world with her writing. In her case it means writing to her imaginary friend in an unknown future, at time to come.
Naoko adores her reader as a best friend or a potential lover, and Ruth too identifies with Naoko and gets motherly feelings for this japaneese mystery of a teenager. Both are having severe problems connecting in their own worlds. Ruth with her writing and her islander lifestyle and Naoko with the japaneese culture and in general other social beings. Except from her grandmother, who's ironically truely representing ancient Japan, but with her very own unique track of history.


The complexity of this book is obvious, but it also mirrors the complexity of modern society and our growing awareness of lifestyle choises mixed with a sense of both destiny and lack of resiliance and control. In fact resiliance becomes a major theme in Nao's development, where we get to hear about her being bullied in school. First in a very violent manor, changing to a staging of her funeral in class asewell as online and finally; with a worst case scenario assault. This one of course, also gets filmed and ends up on the internet with an auction of Nao's bloddy underwear. The difference this time though is, that Nao's resilliance has been strengthened after a summer in Niko's monestry learning to sit zazen and try to find, what Niko calls her SUPAPAWA (p. 190). 

In other words the buddhist meditation is a way to find ease within yourself even in extreme situations. In that sense meditation is a coping strategy in line with the ideas of Adam Gazzaley and Larry Rosen's thoughts in ”The distracted mind: Ancient Brains in a high-Tech World”. The book focuses on the meditators' ability to gain cognitive control and thereby excell ”on selective attention tasks […] including sustained attention, speed of processing, and working memory capacity” (p. 190). This study mainly focus on meditation's instrumental values and highlights the ability to get higher grades. To Nao, meditation is indeed also a help to selfhelp tool, when she finally chooses to rebel with renewed SUPAPAWAS, a shaped skull and a ”I don't give a fuck attitude” in her classroom and leave the terrified classmates behind. This way of not showing any signs of mental defeat though your body has been tortured is a highly provocative and terrifying response to the person executing the torture.

So when Nico asks Nao, whether she has tried to fight a wave. This is what she prepares Nao for: The movements of the peer pressure, but also modernity, capitalism, society's expectations and any kind of discomfort related to suffering.

Zisek iroinically notes that: ”Although buddhism presents itself as the remedy for the stressful tension of capitalist dynamics, allowing us to uncouple and retain inner peace and Gelassenheit (self-surrender), it actually functions as capitalism's perfect ideological supplement” (p. 67). He also notes that the buddhist ideal matches well with the idea of the ”perfect cold killing machine” (p.73), because the ideal of detached enlightentment enables this selective control of the mind including emotions and suffering.

Det detachment or the disconnectivity though, is in Zizek's opinion also highly critical: ”Buddhism is conserned with solving the problem of suffering, so it's first axiom is: we don't want to suffer. (For a Freudian, this already is problematic and far from selvevident – not only on account of some obscure masochism, but on account of the deep satisfaction by a passionate attachment[...]).”(p.69). What Zizek underlines here is linked to a general concern of the modern being getting more and more talented with the art of isolating oneselves and becoming an independent reproductive being. This, in a discourse related to biogenetics and sextoys and the fact that we don't even need to touch eachother to feel pleasure or give birth to children – to survive! In other words the buddhist ideal of ascetism and zero-suffering as a way to regain inner peace aligns with future scenarios of being disconnected with oneanother, while we are connecting more and more with technology and our own selfexploration.

Getting back to the image of the wave, I would like to explore the further meaning here. Parallely with Nao's horror highscool setup, her uncle Haruki#1's story is being unfolded, and we get to hear how he managed to look his military superior directly into the eyes while being molested and thereby ending his punishments with mere kindness wich shows heavy resiliance.

Haruki#1 is a pascifist, who chooses to ”fight the wave” instead of killing american soldiers. He actually flies his plain directly into the ocean, which is a beautyful image of actually trying to go against stream by not taking orders. But it also underlines the big theme of suicide throughout the novelle as a typical japaneese phenomena.

Haruki#1's death also suits Ruth and her husbands focus on the tsunami as a phenomena out of human hands. Also, the ocean is typically seen as an image of emotions, but also something uncontrollable and endless like informations on the internet. Haruki#1 is actually dying inside a machine, while letting his emotions and inner beliefs take him directly into the endless blue. I can't think of a more beatiful image for the future apocalypse: The technologized idealist meets the force of nature (alone!) - just letting go of control – pure surrendering, but with a certain integrity.

That being said, though this action might be courages, it is also a very passive form of rebellion. Luckily, Haruki#1's story ends up serving as positive inspiration to Nao and her father instead of being mere suicide material. One might say, that where the physical resiliance is embeded in the tale of the survival of the fittest, today's actual survivors will be found among the ones understading to fight the wave mentally, but as the reonion between Nao and her father puts forth, we have to connect with eachother in the process to not turn into complete hentais.


Litterature:
  • Ruth Ozeki. ”Tidens Væsen”/"A tale for the time being", Tiderne Skifter (2015).
  • Slavoj Zizec. Buddhism Naturalized
  • Adam Gazzaley and Lary Rosen. Boosting Control in The Distracted Mind: Ancient Brains in a High Tech World. MIT Press, 2016




onsdag den 29. april 2015

Er politisk kunst usexet? (Debat)


Søren Ulrik Thomsen og Adam Holm i Skuespilhuset d. 28. april 2015 om problematikker, hvad angår sammensmeltningen af kunst, religion og politik bl.a. i relation til Yahya Hassan og Klaus Rifbjerg.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Første tankebobbel: Det er vel ikke nødvendigt at være lige så eksplicit som Røde Mor i sin tilgang til sangskrivningens retorik. Man burde da indirekte kunne appellere til en sanselighed, som trækker linier til en grøn ideologi og en humanisme, som ligger uden for de politiske kategorier? Er det egentlig ikke også derfor, at den politiske kunst er problematisk? Lige så snart man for alvor bliver konkret, så risikerer man, at man ikke appelerer lige så bredt med sin kunst, som man kunne ønske. Og så bevæger man sig iøvrigt ind på et emne, som Søren Ulrik Thomsen ganske rigtigt sætter streg under, er både usexet og upoetisk at skrive om - medmindre man er en hund for procentsatser og paragraffer. Dér kunne den Soniske Upcykling (læs tidligere indlæg) i stedet være en måde, hvorpå man kunne "show and not tell".


Anden tankebobbel: Politisk kunst har tendens til at være fingerpegende, hvilket få har behov for at underholde sig med - medmindre de er enige. Så i stedet for at repræsentere sanseligheden, være indbydende og medrivende, så kan politisk kunst udi sangskrivningen tendere til en eftersidning. Og præcis det er der alligevel få, der kan leve af at udstede i dag. Min pointe er nok langt hen af vejen den samme som SUT's, men samtidig er jeg lykkelig over, at Røde Mors velplacerede humoristiske rusketur af et sangskriverprojekt eksisterer/eksisterede. At jeg i længden ikke føler, at det giver mig det, som jeg ellers normalt opsøger i musik er så noget andet (Jeg kan f.eks. ikke høre det igen og igen). I den forstand kan man måske sætte en meget tydelig streg imellem den humoristisk-politiske sangskrivning som underholdning og den øvrige som: kunst for kunstens skyld?



Tredje tankebobbel: Er dansken i virkeligheden en person, der ikke kan håndtere politisk korrekthed/pegen-fingren, når den bliver serveret uden selvironi og den vanlige tørre humor á la Niels Hausgaard, TV2 og Kim Larsen? Efter en fantastisk koncert med Folkeklubben på Spot Festival i Århus, var der faktisk ikke så få brikker, der faldt på plads i forhold til den helt særlige danskhed, som bliver repræsenteret via den "folkelige" sangskrivning. Foruden at være blevet kogt i en vittighedsgryde, så er sangskrivningen antiautoritær, fanden-i-voldsk, demokratisk og poetisk, hvilket jeg ved selvsyn fik bekræftet er en cocktail, som crowd-pleaser uden lige: Salen var kogende, da Folkeklubben forlod deres sideflanker på scenen og som et andet håndboldhold slog halvcirkel om midtermikrofonen og gjaldede: "Fedterøv, uhuhu, fedterøv. Du har hus og friværdi. Du går i byen med elleve kroner - kommer hjem med ti". Jeg vil indrømme, at jeg selv blev meget rørt af deres direkte karakteristikker af folk og fæ fra det danske land, og så var det uendeligt befriende at opleve et band, som var inkluderende frem for uopnåeligt, uforståeligt, uomgåeligt kunstner-wierd. Jeg var med, vi var med, salen var én organisme, fordi sangskrivningens subjekt var et "vi"! Et "vi" der langt fra var sexet (for at vende tilbage til overskriften), men som appelerede til en helt anden kropslighed, som fik kroppen til at give sig hen til samhørighed. Egentlig også en væsentlig del af sanselighedens væsen. Tak til Folkeklubben og Roger over and out!        

lørdag den 25. april 2015

Er der virkelig ikke noget at se? (lydkunst)

Udgivet den 20. april 2015 af Maja Gry Brøns på DIASkunsthal.dk. Dette værende et samarbejde mellem Auditiv Kultur KU og DIAS/Vallensbæk station i forbindelse med produktionen af forskellige lydkunstværker til udstillingen Brief Encounters, som går til og med 7. juni 2015.


En ven af mig - Molli Marcussen – introducerede mig for sit hjemmegjorte begreb “Sonisk Upcykling” og jeg faldt pladask for det, da det indeholder så megen “tagen stilling til verden”, at man på det nærmeste kunne kalde det for en ideologi på linie med feminisme, økologi og socialisme (Ja, vi er vist ude i noget venstreorienteret!).
"Flyt til papirkurv" eller?
“Flyt til papirkurv” eller?
Konceptet går i al sin simpelthed ud på at anerkende det lydmateriale, man har i hænderne, og få det bedste ud af det. Ikke noget med at falde i staver over “fejl” og mangler, for de begreber findes slet ikke her. Til gengæld må man tage de skævheder, som er indlejret i materialet og forskønne dem, løfte dem op og hjælpe dem på vej. Det er ren og skær humanisme overført til lyd! Jeg er i hvert fald solgt! Samme ideologi oplever man iøvrigt inden for støjrock, glitch og Musique Concrete, men måske er tiden kommet til at opdatere begreberne, så vi kan overføre konceptet til en moderne virkelighed med en udpræget usund perfektionisme og en brug-og-smid-væk-kultur, som i høj grad også gør sig gældende i kunst-og musikbranchen?
DSCN8356Sammen med Louise Tandrup Esbensen og Rikke Sabrina Jensen har jeg lavet lydværket “Hvad ser du, når du kigger ud?”, hvis udgangspunkt var selvsamme ideologi, men med afsæt i synet, hvorfor man passende kunne kalde vores værk en blanding af “Sonisk og “Visuel Upcykling”. 
DSCN8360
Grundlæggende er værket et modsvar til tendensen: kom hurtigst muligt videre! Dette gælder både i forhold til at omfavne stationens lyde (at upcykle dem), men helt konkret i værket: At benytte Vallensbæk Stations mulighedspotentiale, dens “befolkning” og en panoramaudsigt fra trappeopgangen, som man almindeligvis ikke prioriterer at dvæle ved. For kan det passe, at “Der er ikke noget at se”, som en ung Vallensbækianer f.eks. udtalte foran vinduet, eller handler det vitterligt om øjnene, der ser? (Ja! Den var retorisk!) Man kan jo så vælge at give ham ret eller at lade være, men som udgangspunkt er udtalelsen vel forkert, da der altid vil være “noget” at se – uanset hvor, man ser hen.

Så… Har vi presset citronen med dette lydværk og gjort noget dybt ordinært sensationelt á la en gammel madpakke kørt igennem et instagramfilter? Ikke i min optik, men dér vil jeg vende blikket mod det faktum, at alle sanser kræver nærvær, hvis det de perciperer skal fungere lindrende, pirrende og “groundshaking” på os. Og det fornøjelige ved vores værk er faktisk, at sanserne her optimerer hinanden, idet værket er situationelt forankret og ørerne “lænket” til væggen med et kabel, så syn og lyd går hånd i hanke.
DSCN8346 Værket inviterer til et møde med en fremmed, som ligeså kan placere sine høretelefoner i brikken på væggen, men hvorvidt denne traditionelt meget private intimsfære i stationens rum reelt vil blive brudt er tvivlsom. Forhåbentlig kan de to indgange i hvert fald symbolisere mødet og en vigtig “pause” på stationen som transitområde, såvel som i vores liv som hele.
For lige at vende tilbage til den soniske upcykling, så vil jeg pointere at vores værk rent stilistisk primært er inspireret af alternativ og dagdrømmende musik og dokumentarkunst, hvor vi har benyttet reallyde som instrumentale virkemidler. Blandt andet har vi benyttet en optagelse med “for meget” støj og vind, som et katharsis-element over værkets midte, som lydligt vasker tavlen rent og giver plads til et roligt momentum i værkets slutning. Derudover har vi samplet rejsekortets check-ind-signatur-lyd, så den både optræder som en spacey synthesizer værket igennem og som et behageligt skurende orgel under før nævnte momentumsoutro. For lige at dvæle ved netop denne “orgellyd”, så har den netop pga. dens reallyds-væsen nogle indlejrede medlyde, som for det første er opstået ud fra et tilfældighedsprincip, og som for det andet er årsag til, at lyden som hele er støvet, rustik og kælen. Detaljerigdommen ville altså ikke være opstået i samme grad, hvis lyden var genereret syntetisk.
DSCN8352
Brun udsigt
 Det er dog ikke et mål i sig selv, at “Hvad ser du, når du kigger ud” skal være upoleret, for værket har ved gud været igennem grundig programmering i Logic og Ableton, hvor vi på bedste vis har optimeret, bearbejdet og udglattet, hvad vi kunne. Selvklart! Værket er stilistisk ufarligt og venligt i forhold til støj-lydkunst, som den er mest, men vi har eksempelvis været bevidste om det faktum, at tyggegummismasken fra kinden på et kvindeligt interviewoffer – død og pine – ikke skulle equalizes væk. Den rå virkelighed er jo charmerende netop fordi den er uforudset og uperfekt. Og med en håndfuld tryllestøv, en stor saks og adskillige kopper kaffe, har vi gjort vores til at gøre disse visuelle såvel som auditive virkeligheder endnu mere magiske og let spiselige. Bon apetit og god rejse!
DSCN8362
Lytteevent d. 16. april 2015
DSCN8353
Plug ind og plud ud

>> Les Freaks << (lydkunst)


Udgivet den 10. marts 2015 af Maja Gry Brøns på DIASkuntshal.dk. Dette værende et samarbejde mellem Auditiv Kultur KU og DIAS/Vallensbæk station i forbindelse med produktionen af forskellige lydkunstværker til udstillingen Brief Encounters, som går til og med 7. juni 2015.


photo
  • Mig: ”Ja tak, en sandwich med mozarella og avocado og så ville jeg lige høre dig: kender du tilfældigvis nogen i de dér højehuse dér? ”
  • Sandwichmand: ”Ja, Brøndby Strand? Ja, jeg bor der, hvorfor?”
  • Mig: ”Ooorgh, det er bare fordi vi skal lave sådan noget lydkunst, hvor vi godt kunne tænke os at inddrage nogle beboere derfra, du ved – vi vil gerne prøve at zoome lydligt ind på højhuslejlighederne fra det store panoramavindue på stationen. Så man f.eks. ville kunne høre lyden af en kaffemaskine eller en særlig slags musik”
  • Sandwichmand: ”Okay… det lyder underligt. I vil ikke snakke med dem om politik eller noget, for så kender jeg nok nogen?”
  • Mig: ”Naa… det skal mere være sådan et øjebliksbillede, som man så ville kunne høre på stationen fra vinduet af”
  • Sandwichmand: ”Okay? Det lyder kedeligt. Det er også helt sindssygt så mange penge alt det dér kunst koster. Jeg har hørt, at det har kostet flere millioner. Og de dér lyde og underlige billeder af dyr, mand. Det er sygt irriterende at gå forbi hver dag”
  • Mig: ”Hehe… synes du [fuck!]”
Det er sådan cirka gengivelsen af en samtale på Vesteegnens Grønne Køkken, hvor min produktionsgruppe og jeg lagde de første grundsten til et rimeligt hovedløst projekt. Efterfølgende stod den på ophæng af opslag på førnævnte højhus-hoveddøre i Brøndby Strand (vel at mærke!) med overskriften:
>>>Søger Vallensbækborgere til lokal lydkunst<<<<
Ikke just et vekommende opslag for hverken Brøndbyborgere eller andre dødelige, men dog blev vi rigere på kolde fødder samt en erfaring udi en kundskab, som dokumentarister bruger flere år på at blive dygtige til: kunsten at skabe så tilpas meget tillid til fremmede mennesker, at de byder dig indenfor i privaten. Jeg kan allerede på nuværende tidpunkt afsløre, at det ikke lykkedes med vores ellers så nuttede og regnvåde A4-ark med riv-af-slips.
fotolia_71573853
Således nedslået over manglende feltarbejder-kompetencer, besluttede vi os for at indse, at det meget væsentlige benspænd for vores projekt – tid – måtte afgøre, hvordan vi så ville kunne skabe et vedkommende, intimt, poetisk og inddragende lydværk for Vallensbækborgerne og potentielle pendlere.
Fortsat med udgangspunkt i panoramaudsigten fra mellempodiet på trappeopgangen, havde vi lyst til at skabe et momentum og en zenoplevelse med udgangspunkt i mennesker, som ikke nødvendigvis formulerer sig i poetiske vendinger i hverdagen. I hvert fald ikke bevidst og akademiseret. Mine gruppemedlemmer Rikke og Louise har formodentlig kommenteret projektet i detaljer i deres indlæg, men min pointe her på falderebet i en teoretisk optik er, at vi via lyd vil åbne op for rummet og udsigtens mulighedspotentiale. For hvorfor bare gå igennem det? Vi vil dele tanker, som ellers ikke ville være blevet delt og på den måde skabe en ”expanded embodiement” (Jvf. Brenda La Belle). Via lyttesansen skal lytteren igennem vores lydværk-in-the-making lære sine medrejsendes begrebslighed om verden at kende, og derved vil der blive skabt et ”brief encounter”: et kort og sanseligt møde over en udsigt, som kan lade drømmene blive ført af togskinner.

Reflektioner over en skål Cornflakes (lydkunst)


Udgivet den 16. februar 2015 af Maja Gry Brøns på DIASkunsthal.dk. Dette værende et samarbejde mellem Auditiv Kultur KU og DIAS/Vallensbæk station i forbindelse med produktionen af forskellige lydkunstværker til udstillingen Brief Encounters, som går til og med 7. juni 2015.

Mmm… lyden af Kellogs Cornflakes der bearbejdes! Måske det første du putter i din morgenmund og den lyd, der holder dig vågen, imens du drøvtygger: En sanselig oplevelse og i meget høj grad også en tryg oplevelse, idet din auditive forventning afstemmes med ”kornflagens” karakteristiske lyddesign, som har en bemærkelsesværdig kant og sprødhed, som mange andre morgenmadsprodukter kun kan misunde den. Det at dine Cornflakes lyder, som de plejer er jo et tegn på, at intet er galt (læs eks. Martin Lindström/Philip Kotler: ”Brand Sense”). Havde de været lydløse ville den sensoriske oplevelse fejle, og som en bildør uden det rette smæk, ville du begynde at betvivle, hvorvidt dit tillidsforhold til produktet var intakt – om du var tryg?
Et uendeligt antal lignende produkter har da også gjort deres bedste for at lave et ”cover” af den originale Cornflake. Nogle mere vellykkede end andre, men grundlæggende er det svært at ramme lige netop den lyd og flavour, som er karakteristisk for Kellogs’ version – en udfordring som Coca Cola-plagiat-brands kender alt for godt.


En sø af Cornflakes


Det spændende med Cornflakes’ lyddesign er netop det faktum, at det i princippet ikke er nødvendigt at lave en yderligere jingle til brandet, da lyden er så enormt karakteristisk. Og dermed har man altså også at gøre med et produkt, som har frigjort sig fra højtaleren, og som kan leve selv! Det er en materialiseret lyd, som er sin egen lydidentitet og ligesom vand, kan man sprede den over alt. Sidder man flere om et bord og spiser Cornflakes, kan man i princippet tale om surroundsound, omend denne oplevelse kan være temmeligt inaverende, hvis man først for alvor begynder at lytte efter. Det helt essentielle er selvfølgelig også det faktum, at lyden skal aktiveres ved at destruere produktet. Og i den forstand er lyden i allerhøjeste grad interaktiv, da den kræver dig! Det kedelige ved den er, at den så forsvinder efter nogle gennemtygninger, eller i værste fald – at den mister sit “crunch” efter nogle minutter i en sø af mælk. Personligt kan jeg decideret ikke lide Cornflakes, som ikke siger ”knas”, hvorfor jeg nok i virkeligheden er mere en müsli-kinda-garl, da konsistensen og lyden af müsli efter lidt tid i mælk ikke er nær så adaptiv. Så er det sagt!