>> Les Freaks << (lydkunst)

Les Freaks

Udgivet den 10. marts 2015 af Maja Gry Brøns på DIASkuntshal.dk. Dette værende et samarbejde mellem Auditiv Kultur KU og DIAS/Vallensbæk station i forbindelse med produktionen af forskellige lydkunstværker til udstillingen Brief Encounters, som går til og med 7. juni 2015.

• Mig: ”Ja tak, en sandwich med mozarella og avocado og så ville jeg lige høre dig: kender du tilfældigvis nogen i de dér højehuse dér? ”
• Sandwichmand: ”Ja, Brøndby Strand? Ja, jeg bor der, hvorfor?”
• Mig: ”Ooorgh, det er bare fordi vi skal lave sådan noget lydkunst, hvor vi godt kunne tænke os at inddrage nogle beboere derfra, du ved – vi vil gerne prøve at zoome lydligt ind på højhuslejlighederne fra det store panoramavindue på stationen. Så man f.eks. ville kunne høre lyden af en kaffemaskine eller en særlig slags musik”
• Sandwichmand: ”Okay… det lyder underligt. I vil ikke snakke med dem om politik eller noget, for så kender jeg nok nogen?”
• Mig: ”Naa… det skal mere være sådan et øjebliksbillede, som man så ville kunne høre på stationen fra vinduet af”
• Sandwichmand: ”Okay? Det lyder kedeligt. Det er også helt sindssygt så mange penge alt det dér kunst koster. Jeg har hørt, at det har kostet flere millioner. Og de dér lyde og underlige billeder af dyr, mand. Det er sygt irriterende at gå forbi hver dag”
• Mig: ”Hehe… synes du [fuck!]”

Det er sådan cirka gengivelsen af en samtale på Vesteegnens Grønne Køkken, hvor min produktionsgruppe og jeg lagde de første grundsten til et rimeligt hovedløst projekt. Efterfølgende stod den på ophæng af opslag på førnævnte højhus-hoveddøre i Brøndby Strand (vel at mærke!) med overskriften:

>>>Søger Vallensbækborgere til lokal lydkunst<<<<

Ikke just et vekommende opslag for hverken Brøndbyborgere eller andre dødelige, men dog blev vi rigere på kolde fødder samt en erfaring udi en kundskab, som dokumentarister bruger flere år på at blive dygtige til: kunsten at skabe så tilpas meget tillid til fremmede mennesker, at de byder dig indenfor i privaten. Jeg kan allerede på nuværende tidpunkt afsløre, at det ikke lykkedes med vores ellers så nuttede og regnvåde A4-ark med riv-af-slips.

Således nedslået over manglende feltarbejder-kompetencer, besluttede vi os for at indse, at det meget væsentlige benspænd for vores projekt – tid – måtte afgøre, hvordan vi så ville kunne skabe et vedkommende, intimt, poetisk og inddragende lydværk for Vallensbækborgerne og potentielle pendlere.

Fortsat med udgangspunkt i panoramaudsigten fra mellempodiet på trappeopgangen, havde vi lyst til at skabe et momentum og en zenoplevelse med udgangspunkt i mennesker, som ikke nødvendigvis formulerer sig i poetiske vendinger i hverdagen. I hvert fald ikke bevidst og akademiseret. Mine gruppemedlemmer Rikke og Louise har formodentlig kommenteret projektet i detaljer i deres indlæg, men min pointe her på falderebet i en teoretisk optik er, at vi via lyd vil åbne op for rummet og udsigtens mulighedspotentiale. For hvorfor bare gå igennem det? Vi vil dele tanker, som ellers ikke ville være blevet delt og på den måde skabe en ”expanded embodiement” (Jvf. Brenda La Belle). Via lyttesansen skal lytteren igennem vores lydværk-in-the-making lære sine medrejsendes begrebslighed om verden at kende, og derved vil der blive skabt et ”brief encounter”: et kort og sanseligt møde over en udsigt, som kan lade drømmene blive ført af togskinner.