Er politisk kunst usexet? (Debat)

Søren Ulrik Thomsen og Adam Holm i Skuespilhuset d. 28. april 2015 om problematikker, hvad angår sammensmeltningen af kunst, religion og politik bl.a. i relation til Yahya Hassan og Klaus Rifbjerg.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Første tankebobbel: Det er vel ikke nødvendigt at være lige så eksplicit som Røde Mor i sin tilgang til sangskrivningens retorik. Man burde da indirekte kunne appellere til en sanselighed, som trækker linier til en grøn ideologi og en humanisme, som ligger uden for de politiske kategorier? Er det egentlig ikke også derfor, at den politiske kunst er problematisk? Lige så snart man for alvor bliver konkret, så risikerer man, at man ikke appelerer lige så bredt med sin kunst, som man kunne ønske. Og så bevæger man sig iøvrigt ind på et emne, som Søren Ulrik Thomsen ganske rigtigt sætter streg under, er både usexet og upoetisk at skrive om - medmindre man er en hund for procentsatser og paragraffer. Dér kunne den Soniske Upcykling (læs tidligere indlæg) i stedet være en måde, hvorpå man kunne "show and not tell".

Anden tankebobbel: Politisk kunst har tendens til at være fingerpegende, hvilket få har behov for at underholde sig med - medmindre de er enige. Så i stedet for at repræsentere sanseligheden, være indbydende og medrivende, så kan politisk kunst udi sangskrivningen tendere til en eftersidning. Og præcis det er der alligevel få, der kan leve af at udstede i dag. Min pointe er nok langt hen af vejen den samme som SUT's, men samtidig er jeg lykkelig over, at Røde Mors velplacerede humoristiske rusketur af et sangskriverprojekt eksisterer/eksisterede. At jeg i længden ikke føler, at det giver mig det, som jeg ellers normalt opsøger i musik er så noget andet (Jeg kan f.eks. ikke høre det igen og igen). I den forstand kan man måske sætte en meget tydelig streg imellem den humoristisk-politiske sangskrivning som underholdning og den øvrige som: kunst for kunstens skyld?

Tredje tankebobbel: Er dansken i virkeligheden en person, der ikke kan håndtere politisk korrekthed/pegen-fingren, når den bliver serveret uden selvironi og den vanlige tørre humor á la Niels Hausgaard, TV2 og Kim Larsen? Efter en fantastisk koncert med Folkeklubben på Spot Festival i Århus, var der faktisk ikke så få brikker, der faldt på plads i forhold til den helt særlige danskhed, som bliver repræsenteret via den "folkelige" sangskrivning. Foruden at være blevet kogt i en vittighedsgryde, så er sangskrivningen antiautoritær, fanden-i-voldsk, demokratisk og poetisk, hvilket jeg ved selvsyn fik bekræftet er en cocktail, som crowd-pleaser uden lige: Salen var kogende, da Folkeklubben forlod deres sideflanker på scenen og som et andet håndboldhold slog halvcirkel om midtermikrofonen og gjaldede: "Fedterøv, uhuhu, fedterøv. Du har hus og friværdi. Du går i byen med elleve kroner - kommer hjem med ti". Jeg vil indrømme, at jeg selv blev meget rørt af deres direkte karakteristikker af folk og fæ fra det danske land, og så var det uendeligt befriende at opleve et band, som var inkluderende frem for uopnåeligt, uforståeligt, uomgåeligt kunstner-wierd. Jeg var med, vi var med, salen var én organisme, fordi sangskrivningens subjekt var et "vi"! Et "vi" der langt fra var sexet (for at vende tilbage til overskriften), men som appelerede til en helt anden kropslighed, som fik kroppen til at give sig hen til samhørighed. Egentlig også en væsentlig del af sanselighedens væsen. Tak til Folkeklubben og Roger over and out!        

Er der virkelig ikke noget at se? (lydkunst)

Udgivet den 20. april 2015 af Maja Gry Brøns på DIASkunsthal.dk. Dette værende et samarbejde mellem Auditiv Kultur KU og DIAS/Vallensbæk station i forbindelse med produktionen af forskellige lydkunstværker til udstillingen Brief Encounters, som går til og med 7. juni 2015.

En ven af mig - Molli Marcussen – introducerede mig for sit hjemmegjorte begreb “Sonisk Upcykling” og jeg faldt pladask for det, da det indeholder så megen “tagen stilling til verden”, at man på det nærmeste kunne kalde det for en ideologi på linie med feminisme, økologi og socialisme (Ja, vi er vist ude i noget venstreorienteret!).

Konceptet går i al sin simpelthed ud på at anerkende det lydmateriale, man har i hænderne, og få det bedste ud af det. Ikke noget med at falde i staver over “fejl” og mangler, for de begreber findes slet ikke her. Til gengæld må man tage de skævheder, som er indlejret i materialet og forskønne dem, løfte dem op og hjælpe dem på vej. Det er ren og skær humanisme overført til lyd! Jeg er i hvert fald solgt! Samme ideologi oplever man iøvrigt inden for støjrock, glitch og Musique Concrete, men måske er tiden kommet til at opdatere begreberne, så vi kan overføre konceptet til en moderne virkelighed med en udpræget usund perfektionisme og en brug-og-smid-væk-kultur, som i høj grad også gør sig gældende i kunst-og musikbranchen?

"Hvad ser du, når du kigger ud?"

Sammen med Louise Tandrup Esbensen og Rikke Sabrina Jensen har jeg lavet lydværket “Hvad ser du, når du kigger ud?”, hvis udgangspunkt var selvsamme ideologi, men med afsæt i synet, hvorfor man passende kunne kalde vores værk en blanding af “Sonisk og “Visuel Upcykling”. Grundlæggende er værket et modsvar til tendensen: kom hurtigst muligt videre! Dette gælder både i forhold til at omfavne stationens lyde (at upcykle dem), men helt konkret i værket: At benytte Vallensbæk Stations mulighedspotentiale, dens “befolkning” og en panoramaudsigt fra trappeopgangen, som man almindeligvis ikke prioriterer at dvæle ved. For kan det passe, at “Der er ikke noget at se”, som en ung Vallensbækianer f.eks. udtalte foran vinduet, eller handler det vitterligt om øjnene, der ser? (Ja! Den var retorisk!) Man kan jo så vælge at give ham ret eller at lade være, men som udgangspunkt er udtalelsen vel forkert, da der altid vil være “noget” at se – uanset hvor, man ser hen.

Så… Har vi presset citronen med dette lydværk og gjort noget dybt ordinært sensationelt á la en gammel madpakke kørt igennem et instagramfilter? Ikke i min optik, men dér vil jeg vende blikket mod det faktum, at alle sanser kræver nærvær, hvis det de perciperer skal fungere lindrende, pirrende og “groundshaking” på os. Og det fornøjelige ved vores værk er faktisk, at sanserne her optimerer hinanden, idet værket er situationelt forankret og ørerne “lænket” til væggen med et kabel, så syn og lyd går hånd i hanke.

Værket inviterer til et møde med en fremmed, som ligeså kan placeresine høretelefoner i brikken på væggen, men hvorvidt denne traditionelt meget private intimsfære i stationens rum reelt vil blive brudt er tvivlsom. Forhåbentlig kan de to indgange i hvert fald symboliseremødet og en vigtig “pause” på stationen som transitområde, såvel som i vores liv som hele.

For lige at vende tilbage til den soniske upcykling, så vil jeg pointere at vores værk rent stilistisk primært er inspireret af alternativ og dagdrømmende musik og dokumentarkunst, hvor vi har benyttet reallyde som instrumentale virkemidler. Blandt andet har vi benyttet en optagelse med “for meget” støj og vind, som et katharsis-element over værkets midte, som lydligt vasker tavlen rent og giver plads til et roligt momentum i værkets slutning. Derudover har vi samplet rejsekortets check-ind-signatur-lyd, så den både optræder som en spacey synthesizer værket igennem og som et behageligt skurende orgel under før nævnte momentumsoutro. For lige at dvæle ved netop denne “orgellyd”, så har den netop pga. dens reallyds-væsen nogle indlejrede medlyde, som for det første er opstået ud fra et tilfældighedsprincip, og som for det andet er årsag til, at lyden som hele er støvet, rustik og kælen. Detaljerigdommen ville altså ikke være opstået i samme grad, hvis lyden var genereret syntetisk.

 Det er dog ikke et mål i sig selv, at “Hvad ser du, når du kigger ud” skal være upoleret, for værket har ved gud været igennem grundig programmering i Logic og Ableton, hvor vi på bedste vis har optimeret, bearbejdet og udglattet, hvad vi kunne. Selvklart! Værket er stilistisk ufarligt og venligt i forhold til støj-lydkunst, som den er mest, men vi har eksempelvis været bevidste om det faktum, at tyggegummismasken fra kinden på et kvindeligt interviewoffer – død og pine – ikke skulle equalizes væk. Den rå virkelighed er jo charmerende netop fordi den er uforudset og uperfekt. Og med en håndfuld tryllestøv, en stor saks og adskillige kopper kaffe, har vi gjort vores til at gøre disse visuelle såvel som auditive virkeligheder endnu mere magiske og let spiselige. Bon apetit og god rejse!

Udstillingen “Brief Encounters” er at finde i DIAS kunsthal på Vallensbæk Station til og med d. 7. juni. Husk høretelefoner!

>> Les Freaks << (lydkunst)

Les Freaks

Udgivet den 10. marts 2015 af Maja Gry Brøns på DIASkuntshal.dk. Dette værende et samarbejde mellem Auditiv Kultur KU og DIAS/Vallensbæk station i forbindelse med produktionen af forskellige lydkunstværker til udstillingen Brief Encounters, som går til og med 7. juni 2015.

• Mig: ”Ja tak, en sandwich med mozarella og avocado og så ville jeg lige høre dig: kender du tilfældigvis nogen i de dér højehuse dér? ”
• Sandwichmand: ”Ja, Brøndby Strand? Ja, jeg bor der, hvorfor?”
• Mig: ”Ooorgh, det er bare fordi vi skal lave sådan noget lydkunst, hvor vi godt kunne tænke os at inddrage nogle beboere derfra, du ved – vi vil gerne prøve at zoome lydligt ind på højhuslejlighederne fra det store panoramavindue på stationen. Så man f.eks. ville kunne høre lyden af en kaffemaskine eller en særlig slags musik”
• Sandwichmand: ”Okay… det lyder underligt. I vil ikke snakke med dem om politik eller noget, for så kender jeg nok nogen?”
• Mig: ”Naa… det skal mere være sådan et øjebliksbillede, som man så ville kunne høre på stationen fra vinduet af”
• Sandwichmand: ”Okay? Det lyder kedeligt. Det er også helt sindssygt så mange penge alt det dér kunst koster. Jeg har hørt, at det har kostet flere millioner. Og de dér lyde og underlige billeder af dyr, mand. Det er sygt irriterende at gå forbi hver dag”
• Mig: ”Hehe… synes du [fuck!]”

Det er sådan cirka gengivelsen af en samtale på Vesteegnens Grønne Køkken, hvor min produktionsgruppe og jeg lagde de første grundsten til et rimeligt hovedløst projekt. Efterfølgende stod den på ophæng af opslag på førnævnte højhus-hoveddøre i Brøndby Strand (vel at mærke!) med overskriften:

>>>Søger Vallensbækborgere til lokal lydkunst<<<<

Ikke just et vekommende opslag for hverken Brøndbyborgere eller andre dødelige, men dog blev vi rigere på kolde fødder samt en erfaring udi en kundskab, som dokumentarister bruger flere år på at blive dygtige til: kunsten at skabe så tilpas meget tillid til fremmede mennesker, at de byder dig indenfor i privaten. Jeg kan allerede på nuværende tidpunkt afsløre, at det ikke lykkedes med vores ellers så nuttede og regnvåde A4-ark med riv-af-slips.

Således nedslået over manglende feltarbejder-kompetencer, besluttede vi os for at indse, at det meget væsentlige benspænd for vores projekt – tid – måtte afgøre, hvordan vi så ville kunne skabe et vedkommende, intimt, poetisk og inddragende lydværk for Vallensbækborgerne og potentielle pendlere.

Fortsat med udgangspunkt i panoramaudsigten fra mellempodiet på trappeopgangen, havde vi lyst til at skabe et momentum og en zenoplevelse med udgangspunkt i mennesker, som ikke nødvendigvis formulerer sig i poetiske vendinger i hverdagen. I hvert fald ikke bevidst og akademiseret. Mine gruppemedlemmer Rikke og Louise har formodentlig kommenteret projektet i detaljer i deres indlæg, men min pointe her på falderebet i en teoretisk optik er, at vi via lyd vil åbne op for rummet og udsigtens mulighedspotentiale. For hvorfor bare gå igennem det? Vi vil dele tanker, som ellers ikke ville være blevet delt og på den måde skabe en ”expanded embodiement” (Jvf. Brenda La Belle). Via lyttesansen skal lytteren igennem vores lydværk-in-the-making lære sine medrejsendes begrebslighed om verden at kende, og derved vil der blive skabt et ”brief encounter”: et kort og sanseligt møde over en udsigt, som kan lade drømmene blive ført af togskinner.

Reflektioner over en skål Cornflakes (lydkunst)

Udgivet den 16. februar 2015 af Maja Gry Brøns på DIASkunsthal.dk. Dette værende et samarbejde mellem Auditiv Kultur KU og DIAS/Vallensbæk station i forbindelse med produktionen af forskellige lydkunstværker til udstillingen Brief Encounters, som går til og med 7. juni 2015.

Mmm… lyden af Kellogs Cornflakes der bearbejdes! Måske det første du putter i din morgenmund og den lyd, der holder dig vågen, imens du drøvtygger: En sanselig oplevelse og i meget høj grad også en tryg oplevelse, idet din auditive forventning afstemmes med ”kornflagens” karakteristiske lyddesign, som har en bemærkelsesværdig kant og sprødhed, som mange andre morgenmadsprodukter kun kan misunde den. Det at dine Cornflakes lyder, som de plejer er jo et tegn på, at intet er galt (læs eks. Martin Lindström/Philip Kotler: ”Brand Sense”). Havde de været lydløse ville den sensoriske oplevelse fejle, og som en bildør uden det rette smæk, ville du begynde at betvivle, hvorvidt dit tillidsforhold til produktet var intakt – om du var tryg?

Et uendeligt antal lignende produkter har da også gjort deres bedste for at lave et ”cover” af den originale Cornflake. Nogle mere vellykkede end andre, men grundlæggende er det svært at ramme lige netop den lyd og flavour, som er karakteristisk for Kellogs’ version – en udfordring som Coca Cola-plagiat-brands kender alt for godt.

En sø af Cornflakes

Det spændende med Cornflakes’ lyddesign er netop det faktum, at det i princippet ikke er nødvendigt at lave en yderligere jingle til brandet, da lyden er så enormt karakteristisk. Og dermed har man altså også at gøre med et produkt, som har frigjort sig fra højtaleren, og som kan leve selv! Det er en materialiseret lyd, som er sin egen lydidentitet og ligesom vand, kan man sprede den over alt. Sidder man flere om et bord og spiser Cornflakes, kan man i princippet tale om surroundsound, omend denne oplevelse kan være temmeligt inaverende, hvis man først for alvor begynder at lytte efter. Det helt essentielle er selvfølgelig også det faktum, at lyden skal aktiveres ved at destruere produktet. Og i den forstand er lyden i allerhøjeste grad interaktiv, da den kræver dig! Det kedelige ved den er, at den så forsvinder efter nogle gennemtygninger, eller i værste fald – at den mister sit “crunch” efter nogle minutter i en sø af mælk. Personligt kan jeg decideret ikke lide Cornflakes, som ikke siger ”knas”, hvorfor jeg nok i virkeligheden er mere en müsli-kinda-garl, da konsistensen og lyden af müsli efter lidt tid i mælk ikke er nær så adaptiv. Så er det sagt!