Bandkollektivet Natlyst var sanger og sangskriver Amanda Drews musikalske redningsvest ud af depression og angst. Nu er hun og bandet klar med en koncert på Copenhagen Jazzfestival og et fuldt album til november.
“Ceci n’est pas un chapeau” er graveret ind i armen på Amanda Drew. Og det selv om linien ganske vist står under dét, man som ikke-fan af “Le Petit Prince” kunne forveksle med en brun “chapeau” (altså "en hat"). “Den symboliserer, at alting ikke altid er, hvad man tror, det er. Det havde jeg et behov for at stemple ind i min krop, fordi jeg følte mig meget svigtet i den periode. Jeg havde troet, at noget var, som det ikke var.”
Alt det øjet ikke ser: En elefant i kæften på en slange, en ung pige der efter en række overgreb forsvinder ind i dyb angst og depression. Det sted hvor lysten til liv er til forhandling, og jagten på en-hvilken-som-helst lyst er sat i gang. På det tidspunkt har Amanda Drew hverken lyst til kæresten, vennerne eller isolation. Reelt har hun lyst til at forsvinde. Fra depressionens lavpunkt i oktober 17 skriver Amanda sangen Jeg har lyst med linier som: “Jeg har lyst til at tordne over dig som et skybrud” og “Jeg har lyst til at lokke dig med ned i dybet med sirenesang”. Linierne fungerer som abstrakte mantraer op ad dybet og ind i en varm omfavnelse af Amandas bandkollektiv, Natlyst.
Natlyst er et 11-mand stort århusiansk orkester, der i fællesskab arrangerer Amanda Drews sange. I musikkens fælles krop rummer Natlyst et universelt menneskeligt mørke såvel som kærligheden. Bandet sætter Amanda fri. “Man har brug for et fællesskab til at komme ud af sådan nogle ting”, siger hun til forbilledlig efterligning. Jeg spørger lidt mere ind til intentionerne i teksten Jeg har lyst: “Jeg ved ikke, om det var tanken på det tidspunkt at gøre følelserne kollektive. Jeg ønskede ikke for nogen at have det, som jeg havde det. Jeg tror det handler om støtte, og så handler det jo også om omsorg. Altså, jeg tror ikke, jeg ville have det så godt, som jeg har det i dag uden Natlyst.”
Det kommende album med deadline i november, beskriver hun da også som selvterapeutisk. Nummeret Jeg har lyst bliver den første musikvideo-kandidat på pladen, og tre kvinder venter faktisk på, at hun vender tilbage fra vores telefoninterview, for de skal hjælpe hende med at eje sin egen krop: “Den kommer til at handle om mig, og det er også meget skrøbeligt, for jeg har aldrig haft det særligt godt i min krop - eller jo, da jeg var barn, havde jeg det super - men så snart, at folk begyndte at tage ejerskab over min krop, eller forsøgte det, så er den blevet meget mindre min. Så for mig er det også et personligt projekt om at tage min krop tilbage. Og ligesom vise hele verden, at den er min.”
Behovet for at være kvinde i egen krop drev i sommeren 2017 Amanda til at skrive en kronik til Information om sine overgreb: Mine såkaldte Blow-job-læber bad aldrig om voldtægten. Heri claimer Amanda retten til at være voldtægtsoffer, frem for mandelokker, og så opfordrer hun andre kvinder til ikke at tillade sig selv at vende krænkelserne indad. Det hjælper nemlig Amanda at dele ud: “Det var mine oplevelser, og det var sådan her det foregik, og det var ikke i orden. Jeg har det meget bedre med, at alting er ude i verden, end at det skulle være en hemmelighed, som jeg havde med mine overgrebsmænd.”
Kronikken blev delt på facebook, hvorefter Amanda oplevede enorm opbakning fra alle kanter: “Alle mulige bekendte kom til mig og sagde, at de syntes, at det var stærkt skrevet, og at de var imponerede over det. Og sådan...meget støttende. Men det var også meget voldsomt, fordi jeg stadig var meget deprimeret og meget angst. Men det var så befriende, at det kunne være en del af mig. At jeg kunne tage den del af mig på mig.”
Jeg glemmer helt at spørge ind til musikken i min samtale med Amanda, for hendes historie resonerer også i mig. Som den sikkert gør i alle kvinder, tænker jeg. Men for søren, Natlyst spiller jo på Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen på lørdag d. 7.7, og Amanda fortæller, at de eksperimenterer med et nyt format: “Ja vi glæder os! Vi har delt bandet op i to forskellige konstellationer til at starte med, og så samles vi til det rigtige Natlyst i 3. sæt. Og begge de to konstellationer glæder sig sindssygt meget til at høre hinanden spille”.
Udover at samles om Amandas sange, samles Natlyst om lysten til at eksperimentere med natlige stemninger: “Ja, det er jo meget mørk musik - som natten, men jeg tror også at grunden til, at det er så mørkt alt sammen, det er fordi vi har brug for plads til at udtrykke det. Det føles som en frihed, at det kan være så mørkt.” Amanda fortæller, at hun selv føler sig mere hel om natten. Der er plads til ærligheden, og så er natten smuk og fuld af dragende og forskruede forventninger, der sætter poesien fri: “Det er dér, jeg skriver bedst, synes jeg. Jeg føler mig helt klart mest kreativ og i mit kunstneriske jeg om natten. Jeg føler mig mere i dvale om dagen. Men jeg føler også negative følelser mere om natten, tror jeg. Sådan sorg og angst.”
Man aner, at natten ikke kun er et trygt fortættet mørke, hvor Amandas tekster får lov til at flette sig ud af tankespindet. Amanda beskriver natten som det sted, hvor hendes kvindelige seksualitet og personlige frigørelse tidligere har haft sit største potentiale. Et potentiale, der har fået nogle grimme skrammer: “Det handler meget for mig om at være låst fast i en idé om, hvordan man er kvinde. Jeg tror, at jeg har skulle kæmpe meget med min ret til at have lyst og min ret til at kunne gøre ting. Og have en seksualitet uden at skulle skamme mig over det. Men jeg har på en måde kommet til at tabe selve lysten i den kamp, fordi det har været så vigtigt for mig, at det skulle være noget, jeg kunne gøre.”
Jeg vender tilbage til den kærlighed, som Amanda oplever i Natlyst: “Natlyst er jo også mine venner. Og vi er hinandens venner. Og det er dem, jeg går til med de her følelser. Og derfor er de også et sindssygt fundament at have med sådan nogle svære ting. Og de har ligesom bare stået i ryggen af mig og bakket op om det.” Jeg er ret imponeret over Natlyst-konceptet og forstår, at kærligheden i bandet handler om, at man ikke kun tager plads, men også giver plads til hinanden. Og jeg føler mig inkluderet, når Amanda afslutter med: “Nu er vi også kommet ind på nogle ting, som jeg ikke har snakket med nogen om før. Andet end venner fra Natlyst.” Jeg tror du vil føle som jeg - nu på lørdag under Copenhagen Jazzfestival!
Natlyst @ Karens Minde Kulturhus d. 7.7 i Sydhavnen kl. 19.00